Play Video

FORMÅL

IChange er en interesseorganisation, der har til formål at organisere danske muslimer, således at de får en repræsentativ stemme i samfundet. Endvidere vil IChange rådgive og samarbejde med både offentlige og private instanser, for derigennem yderligere at styrke sammenhængskraften og fællesskabet i det danske samfund.

Med udgangen af 1960’erne og start 70’erne immigrerede de første muslimer til Danmark. Efter mange års ophold i landet har disse muslimer efter bedste evne forsøgt at etablere en tilværelse, hvor de kunne bibeholde deres religiøse identitet og samtidig være en integreret del af samfundet...

BAGGRUND

Opbygning

HEADQUARTER

Headquarters opgave er at monitorere samfundsaktuelle emner, både i medierne og den politiske arena, og agere ud fra danske muslimers interesser og behov. Endvidere har Headquarter til opgave at samarbejde med offentlige institutioner, civilsamfundet og erhvervslivet i forhold til at rådgive, vejlede og i fællesskab løse udfordringer, der berører de muslimske borgere. Dermed sigtes efter, at Headquarter på sigt bliver det eftertragtede talerør, som repræsenterer danske muslimer på landsplan.   

CAMPUS

Campus er en selvstændig og lokal tilpasset organisation, som udbyder aktiviteter, der har til formål at øge medlemmernes intellektuelle og personlige udvikling. Fokus på dannelse og uddannelse skal skabe en ny kultur, hvor der gøres op med offerrollen, og hvor den enkeltes værdigrundlag og manerer styrkes. Campus vil endvidere gå forrest i at forøge samarbejdet med og engagementet i lokalsamfundet. 

FAQ

Organisationens navn, IChange, bygger på vores overbevisning om, at mennesket skal forandre sig selv, inden det kan forandre virkeligheden omkring sig. Herved skal vi først og fremmest begynde med at kigge indad og tage ansvar for vores eget liv. Gennem denne selvindsigt opnås en bedre tilværelse for os selv, vores medborgere og vores samfund.    

IChange forkynder ikke islam, men arbejder for danske muslimers fælles samfundsmæssige interesser. Dermed er IChange upåvirket af den respektive religiøse lovskole og retning i sit virke og daglige arbejde. Som medlem kan du frit praktisere i henhold til den respektive islamiske retning, du følger. I Danmark findes over 170 moskeer, hvor islam forkyndes, og hvor du frit kan praktisere islam jf. din individuelle overbevisning.

IChange er stiftet af danske muslimer og er dermed i sin oprindelse en dansk organisation, der er ideologisk og økonomisk uafhængig af andre organisationer eller instanser, både nationalt og internationalt. IChange er dermed hverken repræsenteret af, affilieret med eller finansieret af andre organisationer eller lande.

Finansieringen af IChange sker udelukkende gennem kontingent fra egne medlemmer, private- og erhvervsdonationer samt via indtægter frembragt af egne virksomheder.

Personer med andre trosretninger kan ikke blive medlemmer, idet IChange er en interesseorganisation for danske muslimer, hvorved disse interesser skal varetages af muslimerne selv. Dog har ikke-muslimer ved interesse mulighed for at hjælpe både i form af økonomisk støtte eller frivilligt arbejde.

Ja. Personalet i organisationen vurderes ud fra kompetencer og ikke ud fra religiøst tilhørsforhold.

Som aktivt medlem eller sponsor af IChange vil dit økonomiske bidrag gå til drift og administration samt til afviklingen af diverse aktiviteter. Hvert kvartal modtager alle medlemmer et let overskueligt regnskab, således de løbende kan monitorere og følge organisationens økonomiske udvikling. 

IChange er organiseret, således at det kun er individer, der kan optages som medlemmer. Dermed kan foreninger/organisationer ikke blive medlemmer af IChange.

IChange er altid åben for ethvert produktivt samarbejde, der harmonerer med IChanges formål og interesser.

Shopping Basket

BAGGRUND

Med udgangen af 1960’erne og start 70’erne immigrerede de første muslimer til Danmark. Efter mange års ophold i landet, har disse muslimer efter bedste evne forsøgt at etablere en tilværelse, hvor de kunne bibeholde deres religiøse identitet og samtidig være en integreret del af samfundet.

Forskellige og modstridende interesser blandt danske muslimer har resulteret i dannelsen af for mange grupperinger og organisationer. Nogle af disse har en national og politisk tilknytning til oprindelseslandet, hvilket har været med til at svække deres rolle og underminere deres bidrag til samfundet.

Samtidig har en del politikere og meningsdannere brugt en særdeles intolerant og destruktiv retorik over for danske muslimer. Denne retorik har bl.a. medført, at unge muslimer, som er født og opvokset i Danmark, har følt sig fremmedgjorte og identitetsløse på trods af deres dybe tilknytning til landet, ikke mindst som resultat af et flerårigt pres og stigende stigmatisering.

Det er tid til forandring, men enhver forandring er nødt til at starte med en erkendelse. Som muslimer må vi erkende, at vi lever i et land, hvor vi er særdeles privilegerede, uagtet de udfordringer, vi måtte møde i samfundet. Vi trives godt som følge af samfundets velstand og frihedsrettigheder såsom religions-, forsamlings- og ytringsfrihed.

Dermed er de centrale spørgsmål: Hvem er ansvarlig for muslimernes situation og image? Det manglende fællesskab og repræsentation? Den mangelfulde forståelse for hinanden som muslimer, for vore medmennesker og for samfundet?

Svaret er, at vi muslimer er ansvarlige!

Vi er nødt til at kigge indad og foretage en selvransagelse. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke skal forandre vores tro og religion. Derimod skal vi som muslimer forandre os selv! Forandre den måde hvorpå vi anser hinanden, vores forskelligheder og vores samfund. I dag er vi nødt til at tage ansvar og fralægge os offerrollen. Det er og forbliver vores fornemmeste opgave. Vi skal ikke lade frygten for forandring formørke vores fremtid, men i stedet lade tro, håb og hårdt arbejde forme og lysne vores fremtid.

Danske muslimer skal være en ressource for hinanden, vores naboer, vores byer og vores Danmark. Vi er en stor, velfungerende og vigtig del af dette samfund, som nu må tage ansvar og etablere en solid og bæredygtig dansk platform for muslimer, der formår at udvikle, støtte og gavne muslimer og samfundet som helhed.

Derfor etablerer vi IChange.

KONTAKT OS